tekst: Anders Riksted
Kom med på en eventyrlig rejse og se hvordan verden opleves på en spændende lang cykeltur.
Vi holder et foredrag om vores cykeltur fra Kroatien til Thailand i Morud Forsamlinghus mandag den 16. sept. 2019 kl.19.
I 2018 tog familien Coleman afsked fra Morud for en stund, og tog hul på en cykeltur der for de fleste andre ville være stoppet ved tanken, men som for Coleman familien skulle vise sig at blive en helt fantastisk oplevelse.
Som læser af Fyns Stiftstidende og ivrig følger via familiens hjemmeside og facebookside “lets-go-biking.com” fik vi løbende nysgerrigheden dækket om familiens oplevelser undervejs. Senere kunne man også høre om deres spektakulære oplevelser i TV2 programmet “go` morgen Danmark”.
Vi har nu - et lille års tid efter turen - den store fornøjelse at kunne byde indenfor til et foredrag og en fortælling om, hvordan det er at trodse normerne og drage afsted på dét, der skulle vise sig at blive en helt eventyrlig tur, hvor 10 måneder og 9200 km blev tilbagelagt gennem lande som Iran, Uzbekistan og Indien.
Så gemmer der sig en lille eventyrer indeni, er du bidt af en gal cykel eller er du “blot” nysgerrig efter at vide, hvordan man rejser på tværs af kontinenter på cykel, så glæder vi os til at byde dig indenfor til et arrangement, hvor Jamie, Mette og Andrew vil fortælle alt om deres oplevelser - lige fra planlægning og overvejelser af turen til valg af udstyr og hvilke praktiske opgaver og beslutninger der presser sig på undervejs.
Foto: Anders Riksted
tekst: Mikkel Ploug Madsen
Inspiration til at pakke kameraet og tage på eventyr
Her i vintertiden vandrer dagdrømmene hurtigt til fjerne lande, fremmede kulturer og eventyr. Steder, hvor man kan svinge kameraet og øve sig i rejsefotografi-genren, og få nogle oplevelser og billeder med hjem, som gør vennerne grønne af misundelse. Nogle gange bliver det bare til en weekendtur i Berlin, andre gange en flyvetur til mere sydlige himmelstrøg. Men hvordan kommer man egentlig ud på et rigtigt eventyr? Det kiggede vi nærmere på FO2RUMs medlemsmøde den 4. november 2019, hvor vi fik besøg af familien Coleman.
I 2018 tog familien Coleman – bestående af Andrew, Mette og deres søn Jamie på kun 11 år – afsked med Morud for en stund, og tog hul på en cykeltur, som for de fleste andre ville være stoppet ved tanken, men som for familien Coleman skulle vise sig at blive en helt fantastisk oplevelse. Undervejs kunne man følge familien på deres hjemmeside og facebookside “lets-go-biking.com”. Senere var de også gæster i “Go’ morgen Danmark”. Læs mere...